Nødvendige indledende oplysninger
Ca. 30 kilometer nordøst for de store pyramider ved Giza lå i 4. dynastis tid byen Annu (I Bibelen kaldes den On. I Ptolemæertiden kom den til at hedde Heliopolis – Solens By). Byen rummede et tempel og et præsteskab, som i 4. dynasti og lang tid frem stod for den dominerende statsreligion: soldyrkelsen. Senere overtog andre religiøse centre den plads, men præsterne fra Annu vedblev dog at være kendte – og frygtede – for bl.a. de magiske evner, de antoges at besidde. De religiøse opfattelser herfra havde på kong Cheops’ tid overordentlig stor vægt – så stor, at man i de følgende 5. og 6. dynastier gik over til også at lave et separat tempel for soldyrkelsen, hver gang en ny konge lavede en pyramide til sin begravelse.

På Cheops’ tid tjente pyramiden begge formål, hvilket viser sig i den indre opbygning.
Det er så vidt jeg ved ikke almindelig anerkendt. Man plejer at sige, at 5.-6. dynasti er soldyrkelsens stærkeste periode.
Jeg tror, at de var stærkere i 4. dynasti, og at kongemagten distancerer sig fra dem i 5.-6. dynasti.

Stedet og guderne (Indledning)

Kamrene:
Det underjordiske kammer - jord
Dronningekammeret - vand
Kongekammeret - luft
Solens kammer - ild
Stjernehimlens kammer - æter

Overvejelser:
Kongens eller præsternes?
Det store Galleri - ilden på jorden
Til Galleri eller vandkammer?
Forkammeret
Forløbere for Cheopspyramiden

Skabelsen
Af den vigtigste ”ni-gude-kreds” fra Annu var de første fem guder naturguder, som samtidig var den natur, vi senere kender som de enkelte elementer. Det var disse fem guder, som indgik i den heliopolitanske udgave af beretningen om verdens skabelse, i denne fødselsrækkefølge:

ATUM

SHU

TEFNUT

GEB

NUT

der skabte orden i de indtil da kaotiske ur-vande og lod verden opstå

Luftens gud
- den først fødte af
Atums børn

Gudinde for tåge og regn. Fødte med
Shu de næste to:

Jordens gud

Stjernehimlens gudinde

Nut blev født som den sidste af disse, fortæller sagnene. Det kan være en mytologisk forklaring på den historiske udvikling, der på et tidspunkt lod hende afløse Atum som gud for stjernehimlen. Der skete nemlig det, at Atum smeltede sammen med solguden RA til RA-ATUM eller blot Ra. Det kan udmærket være sket allerede på Cheops’ tid, men der mangler så vidt jeg ved samtidige kilder til at bekræfte det.

Fem elementer
Dette verdensbillede opererer med hele fem elementer. De fire er dem, vi alle kender: jord, vand, luft og ild. Det sidste element, som er knyttet til stjernehimlen, svarer meget godt til den ”kvint-essens” (dvs. ”femte substans”) – den æter, som middelalderens alkymister anså for at være alle elementernes ophav. Det var en opfattelse, de havde arvet fra de gamle grækere, som man normalt regner for opfinderne af teorierne om elementerne.
Egypterne kom altså først.

Tyngde afgør placeringen
Det er værd at mærke sig, at egypterne altså allerede to tusind år før grækerne begyndte at filosofere over hvilke elementer jorden var skabt af, mere eller mindre fuldstændigt havde formuleret disse. I mine øjne ganske gennemført, for det grundlæggende begreb til at skabe orden blandt elementerne - i de senere teorier, såvel som det ses indbygget i pyramiden, er tyngden/letheden af det enkelte element. Jorden nederst som det tungeste, herpå vandet, over det luften. Endnu højere ilden – solen. Og allerhøjst æteren eller universet: stjernehimlen.

Ild på to måder
Som vi skal se i pyramidens indretning, skelnede egypterne mellem placeringen af det egentlige ildelement – solen – og dens afledte virkning hernede på jorden: livskraft. I den senere Amarna-tid under Akhnaton ses ligefrem på relieffer, hvordan solen rækker livstegnet ankh ned mod kongens familie. Dermed kommer ilden billedligt talt ned under luften, selv om den gerne vil højere op – som man kan se det på flammer i et bål, eller på mennesker eller planter, der står oprejst, indtil livskraften forlader dem.