tilbage...        til start...

Kongens eller præsternes?  


To monumenter som løsning på problem
I 5. og 6. dynastier optræder et nyt fænomen: kongen lader opføre såvel en pyramide som et i grundplanens størrelse tilsvarende stort soldyrkelsestempel. Nogen mener at det er soldyrkelsens højdepunkt, men på mig virker det som om det er svaret på en konflikt, som har plaget siden de første pyramider. Det store bygningsværk sikrede ikke blot kongens prominente eftertid, det fungerede også som helligdom for befolkningen, repræsenteret ved præsterne, som forestod de nødvendige ritualers korrekte udførelse. 
Hvis nogle af disse ritualer bedst kunne foregå inde i pyramiden, var der en naturlig interessekonflikt i tiden mellem kongens død og indtil den ny konges pyramide stod færdigbygget. Skulle præsteskabet have adgang til den afdøde konges pyramide, eller skulle kongens gravfred sikres?

Stedet og guderne 
(Indledning)

Kamrene:
Det underjordiske kammer - jord
Dronningekammeret - vand
Kongekammeret - luft
Solens kammer - ild
Stjernehimlens kammer - æter

Overvejelser:
Kongens eller præsternes?

Det store Galleri - ilden på jorden
Til Galleri eller vandkammer?
Forkammeret
Forløbere for Cheopspyramiden


Niuserres soltempel (6. dynasti)

Cheops’ far byggede to pyramider, den nævnte knækpyramide og en mere lidt nord for denne. Ja, måske færdiggjorde han endda forgængerens Meidum-pyramide, så han egentlig er ansvarlig for tre. De to førstnævnte pyramider kunne være det første forsøg på at løse problemerne omkring kulthandlinger kontra gravfred. Man kan forestille sig, hvordan kongen har ræsonneret: - godt, så får I en pyramide selv. Så kan jeg vel have min i fred!

Præsteskabets brug: Indvielsestempel
Som Cheopspyramiden er opbygget, ville den egne sig fortrinligt til indvielsesritualer, så vidt vi kender til dem. Det ville knækpyramiden også.

Johannes Hohlenberg beskrev allerede i 1930[1], hvordan en mulig indvielse i præsteskabet kunne være foregået i kongekammeret. Den, der skulle indvies, måtte ”lægge sig til dø” i stensarkofagen, muligvis hjulpet af euforiserende stoffer, hvorpå ”guderne” talte til ham. Efterfølgende vågnede den indviede op med en erindring om at have overskredet dødens tærskel og være vendt tilbage til livet igen. Det er en bestemt detalje, som støtter Hohlenbergs teori. Fra toppen af det store galleri gik der en smal, skjult tunnel ind til det nederste af ”konstruktionskamrene”. Det kan være en inspektionstunnel, som det har været foreslået, men det kan lige så godt være en tunnel, hvorigennem en præst kunne kravle ind og lege himmelsk røst for at bringe den midlertidigt ”døde” i den rette stemning og give ham den rette oplysning.

Hohlenberg havde ingen formodning om, at der kunne være et ekstra solens kammer. Ellers havde han sikkert også ment, at indvielsen efter ”døden” kunne have fortsat med et møde med Solguden og måske andre guder i dette kammer (og man kan formode, at der et sted er en skjult tunnel dertil – igen med henvisning til knækpyramiden). Sådanne kultiske indvielser har foregået, men næsten altid i hemmelighed, så vi må gætte os til hvordan. Imidlertid har den senere romerske forfatter Apulejus beskrevet lidt af sin egen indvielse i Isis-kulten, og her kommer han nok så interessant ind på elementerne:
”...jeg kom til dødsrigets grænse...; så vendte jeg tilbage, idet jeg passerede gennem alle elementerne (min kursivering). Midt om natten har jeg set solen funkle i stråleglans. Jeg har stået ansigt til ansigt med underverdenens og himlens guder og tilbedt dem på nært hold.”[2]

 


[1] Johannes Hohlenberg: Keopspyramiden og dens hemmelighed. Kbh. 1930

[2] Apulejus: Det gyldne æsel

 

videre til det store Galleri...