tilbage til forsiden
Mesopotamisk Humor |
Lyrens front (under tyrehovedet) |
Historie drejer sig ikke længere kun om kongerækker, men orienterer
os mere bredt om livet, som det levedes tidligere. Alligevel er vi
stadig tilbøjelige til at tænke på de tidlige kulturer med århundredernes
overblik: som dynastier og folk, der skiftedes til at erobre magten og
dominere. Derfor gør den billedrække, som artiklen her handler om, et stærkt indtryk. Den fortæller om menneskelige
kvaliteter som humor, selvironi, social indignation, sarkasme og ærbødighed.
Oven i købet viser der sig en sandsynlig sammenhæng mellem de enkelte
scener, når man studerer dem nærmere. Den mesopotamiske lyre, hvorpå dekorationerne sidder, stammer fra en af kongegravene i Ur, fra omkring to et halvt tusind år før Kristus. Lyren har været kendt siden 1927, hvor den blev gravet frem af en arkæologisk ekspedition under ledelse af Leonard Woolley. I "Excavations at Ur vol.II" skriver han, at lyrens billeder klart nok er humoristiske og må tilhøre nogle fortællinger, som ikke er fundet endnu. Kun det øverste billede mener han at kunne sætte i forbindelse med sagnet om helten Gilgamesh, der bl.a. overvinder en himmeltyr - hvad han i øvrigt finder falder lidt uden for den humoristiske stil i de andre billeder. Disse mener Woolley minder mere om en semi-mytologisk folklore - sange og historier, der ikke tilhører den etablerede religion, men som overlevede i befolkningen ligesom f.eks. de nordeuropæiske eventyr har gjort. Billederne kunne illustrere indholdet af sange, der blev sunget til akkompagnement af den lyre, billederne sidder på. Ja, men hvor er det synd at stoppe her. Man må da næsten fantasere videre selv - i det mindste for sin egen fornøjelses skyld give pokker i de manglende skriftlige kilder og med entusiasme og sin - godt nok nutidige - billedforståelse se, om man kan fralokke billederne et fingerpeg om meningen bag. Det er det, jeg forsøger i det følgende. |
|
Underholdningen
Lad os begynde ved
musikken og betragte det andet felt fra neden, hvor netop lyren selv er
afbildet. Woolley ville måske tolke scenen som stammende fra et
eventyr, hvori nogle dyr spiller. Det kan godt være rigtigt, men der er
også en anden løsning - nemlig at tolke billedet umiddelbart og som
en slags tegneserie. Så bliver scenen pludselig morsom for os:
lyrespilleren sammenligner sig selv med et æsel, og de andre dyr er på
samme vis karikaturer (Jeg tillader mig for nemheds skyld at lade som
om lyrespilleren selv har lavet billederne). Virker det for nutidigt at
lægge en så allegorisk billedtolkning heri? Vi kender dog den berømte
fortælling af romeren Apulejus om det gyldne æsel, hvori fortælleren
forvandles til et æsel og oplever mange sælsomme hændelser. Den
historie viser os - skønt et par tusind år yngre end den mesopotamiske
lyre - at det ikke er nogen ny tanke at gemme menneskelige egenskaber i
dyreskikkelser. I det hele taget må det jo være grundlaget for at tro
på guder, der antager dyreskikkelser (som f.eks. de egyptiske), at man
tolker gudens natur som værende i overensstemmelse med det pågældende
dyrs. ...så altså: - vi antager, at meningen er denne:
lyrespilleren, troubaduren, er efter eget udsagn et æsel, dumstædig,
en nar. Den dansende bjørn ved siden af skal nok heller ikke tages
bogstaveligt. Det er kanhænde en danser, der fører sig elegant frem,
men som her får klar besked - han er ikke bedre end en tumbet bjørn,
der hopper rundt for at underholde dem, der sidder på den rigtige side
af bordet! Vi ser også en lille væver hund eller sjakal, der ikke er så
meget tyngde i; han sidder og rasler med sin sistrum med halen
underdanigt mellem benene. |
Underholdningen |
|
At gøre vold mod sin natur |
Føden
Det næste billede lige
ovenover viser nogle tjenere, der bringer mad og drikkevarer. Den ene
tjener er en løve, og da løven er og var et symbol på livskraft
(solens dyr), er han nok med for at illustrere, at dette felt drejer sig
om den livskraft, vi får gennem føden. Men se så lige den anden
tjener. Han er en hund, der bærer et bord med mad frem, og hvilken mad:
parterede hunde - hans egen art. Han har endda en kniv i bæltet som en
antydning af, at det er ham, der har stået for slagtningen! Han har med
andre ord ofret sine fæller for at tjene sin herre. Hunden
er på en måde en figur, der udtrykker det modsatte af æslet. Hvor æslet
er et symbol på stædighed, er hunden derimod ivrig efter at gøre sin
herre tilpas. Det er fristende at tolke hundetjeneren som illustrerende
|
|
|
Materielt begær
Går vi til det nederste
billedfelt, finder vi også her en tjener, men så sandelig også en
hersker. Han ejer ting i krukker (hvad det er, kan man ikke rigtig se.
Det er underordnet; han har en i hånden, og der ligger en øverst i
krukken. Det er det, der er i, og det er hans). Herskeren eller herren
her er halvt menneske, halvt skorpion. Skorpionen er et væsen, man
skal tage sig i agt for. Dens sprog er vold: en trussel om døden ligger
der i dens hale. Således må skorpionmanden siges
at være et billede på grådighed - han lever for at besejre andre,
for at eje mere og mere. Han drikker begærligt. Er det et bæger vin, han lige har tømt til bunden, eller er det... kan det være... sine ofres blod? Han ser i hvert fald bestemt ud, som om han siger: "Rr-rrrrr! Mere! Jeg vil have mere! Bukken eller er det en gazelle, herskerens tjener, står parat bag ved ham med ikke mindre end to fyldte bægre for at være sikker på at gøre sin herre tilfreds. Den er for resten frækt tegnet. Ikke alene står den i en tilbedende positur. Som den står der på bagbenene med forbenene løftet over skorpionens hale minder den stærkt om et yndet religiøst motiv i Mesopotamien: en buk/gazelle, stående på bagbenene med forbenene løftet over en plante. Der må det betyde, at bukken støtter sig til, bygger på, eller er udtryk for plantens grokraft - en guddommelig livskraft. Her støtter den sig til dødens kraft. Hvilket vil sige: den tjener en forkert herre. |
Skorpionherren |
Hyldest til livstræet Illustreret felt fra et brætspil |
Hyldest til den, der har besejret sig selv Sammenlign med livstræ-illustrationen lige herover til højre |
|
Sammenhængen
Hvad er det, der binder
disse fire scener sammen? Sidder de i den rækkefølge, de gør, med et
bestemt formål? Jo, ud over at fortælle det, vi lige har set, ser
scenerne ud til at være illustrationer af de fire elementer, som
de kan optræde i mennesker. På samme måde, som man i middelalderens
Europa satte elementerne i forbindelse med fire temperamenter
(kolerisk, sangvinsk, melankolsk, flegmatisk), således kan man også
have ment i Mesopotamien, at elementerne influerede på menneskepsyken. Europæernes tro på
elementernes indvirkning på psyken kommer fra astrologien - som stammer
fra Mesopotamien. Nutidig astrologi bygger ikke så meget på den europæiske
middelalders astrologi, men støtter sig mere til traditionel indisk tænkning,
hvor jord-elementet sættes i forbindelse med det materielle,
vand-elementet med det følelsesmæssige, ild-elementet med livskraft og
luft-elementet med tanker. Det er ganske tankevækkende, at den opfattelse
nøje passer med vore billeder fra lyren. Herskeren i det nederste
billedfelt, han som er besat af materielt begær, viser i karikeret
udgave jord-elementets indflydelse på mennesket. Underholdningen med
musikerne i det næste billedfelt symboliserer nydelse, velvære, følelser
og stemninger - og dermed vand-elementet. Mad-og-drikke scenen har med
livskraft at gøre: ildelementet. Endelig ham, der har besejret de
dyriske sider i sig selv - det
gør man i ånden, tankerne, luft-elementets område.
Nu skal vi, selv om vi blot leger
med tanken, ikke trække tolkningen alt for langt, så derfor stopper vi
her. Det har været morsomt og lærerigt at gå ind i de enkelte scener,
men læseren må selv afgøre, hvor rigtige mine to1kninger er. Jeg
er overbevist om, at elementerne er det, der binder scenerne sammen til en
helhed. Der er andre afbildninger fra samme tid og sted, der i mine øjne
viser elementerne, og jeg tror, at oldtidens syn på elementerne som
"verdens byggestene" er aldeles undervurderet. Den almindelige
opfattelse, at det er grækerne, der først (og langt senere) formulerede
teorier om elementerne, håber jeg engang vil blive korrigeret. Ligesom
Pythagoras' ligning om retvinklede trekanters sidelængder (a2
+ b2 = c2) har vist sig at være kendt længe før,
sådan tror jeg også det er tilfældet med elementerne. |