Det her afbildede brætspil blev fundet i de kongegrave, som Leonard Woolley udgravede i 1920’erne. Der blev fundet adskillige, hvoraf flere har det samme motiv på de fleste / alle spillefelter. Dér virker motiverne som ren og skær dekoration, hvorimod de på dette synes at være nøje placeret med formål. Det var åbenbart ikke nødvendigt at kunne forstå symbolerne for at spille spillet, når det kunne laves i forskellige udgaver, men symbolerne kan måske fortælle om oprindelsen af spillet – hvad ideen bag spillet er, og dermed måske bringe os nærmere en forståelse af de oprindelige regler for det?

Leonard Woolley formodede, at det skulle spilles som en slags ludo. Man skulle gå ind med de runde spillebrikker fra hver sin side (ved ”skuldrene”), bevæge sig mod bunden og derefter op i midtersøjlen til ”hovedet”, og sluttelig ud og ned for at ”komme hjem”.

Han kan have ret, men han forstod ikke motiverne. Jeg er overbevist om, at selve spillet mere ligner kryds-og-bolle. At forstå motiverne vil bringe os lidt nærmere.

Hoved, krop – og brikker

Terningerne
Først forbavses man over det, Woolley betegnede ”terninger”. De ser ud som små oppustede tetraeder, dvs. trekantede pyramider, hvor to af de fire spidser er markeret som en lille rund spids. Hvis man kaster dem som en terning, vil en af spidserne altid vende opad, og der er altså fifty-fifty chance for hvert udfald: markeret spids eller ikke. Men hvorfor mon de havde ulejligheden med at udforme så fine terninger, når man lige så godt kunne klare sig med en af de andre spillemærker og kaste den som en mønt: plat eller krone? Det må næsten være fordi det er mere elegant. De ”oppustede” sider tilnærmer formen til det kugleformede, så den kan trille ligesom vore nutidige terninger. En avanceret lille sag, som fortæller om stor formsans.

Allerførst må vi antage, at brikkerne virkelig er til at rokere rundt med på brættet. Det lyder tilforladeligt, at det forholder sig således, men teoretisk kunne der f.eks. være tale om en slags betalingsmiddel, en jeton.Men hvordan man så brugte brættet, er der ingen antydninger af. Lad os derfor antage, at de er spillebrikker i den betydning vi tror, og se om det kan bringe os på sporet af noget.

Et symbol, som sidder på brikker, der flyttes rundt, må sandsynligvis have en betydning, der har noget at gøre med bevægelse. Havde det nu været en terninge-firer i stedet for en femmer, ville vi let kunne få den tanke, at symbolet skulle tolkes som noget fast – den kvadratiske form er vi vant til symbolsk betegner noget fastlagt: verdenshjørner, bygninger, det materielle/jordelementet, korsfæstelse... Sættes der en prik i midten, kommer der en udløsning af de spændinger, hver hjørneprik har repræsenteret i forhold til de andre. Energierne fra hjørnerne flyder sammen og ud i krogene og tilbage til midten.

Symbolet udtrykker ’det bevægelige’. Det der flytter sig. Symbolet kunne derfor betyde VAND. (Hvis du har læst det, jeg har skrevet om Cheops-pyramiden, ved du, at jeg tror elementerne var formulerede længe før grækerne igen "opfandt" dem, ligesom det er tilfældet med "Pythagoras' ligning".

Hoved og krop – og kosmos

Selve spillebrættets facon minder om en krop med hals og hoved. Det får straks en til at spekulere over, om symbolerne på nogen måde kan knyttes til kroppen? Man kan sammenligne med den vesteuropæiske middelalders astrologiske stjernetegn, som også knyttedes til kroppen og kropsfunktioner.

Fra Indien kender vi et andet symbolsprog, som er knyttet til kroppen: Chakra’erne, eller de psykiske centre – knudepunkter for en energistrøm, der bevæger sig op gennem kroppen. De hører hjemme i indisk Tantrisk filosofi og meditationsteknik.

En af de besnærende ting ved den indiske chakratro er, at energierne opfattes som bevægende sig op igennem kroppen igennem ikke én, men tre kanaler (og vores brætspil har netop tre lodrette kolonner). Der er én, der repræsenterer udadvendte energier, og én som repræsenterer indadvendte. Kun når disse energier er i balance i et knudepunkt/chakra, kan den midterste og vigtigste energi stige op, give energi til chakraet og komme videre opad.

En andet væsentligt træk ved chakratroen er, at den knytter an til verden i større målestok. Mennesket er på en måde et billede af kosmos, hvor de enkelte chakraer forbindes med forskellige dele af det. De 4 laveste chakraer forbindes med elementerne, og det er her vi kan bruge spillebrikkernes symbol: VAND som nøgle.

Der er ingen skriftlige kilder fra den kultur i Indus-dalen, som var samtidig med den mesopotamiske, men jeg har dog fundet et utydeligt relief, som forestiller en siddende person – en mediterende, ligner det. Det er ikke umuligt, konkluderer jeg - vel vidende at jeg her springer ud i nogle antagelser, som videnskabeligt skolede vil ryste på hovedet af - at troen på chakra’er er lige så gammel, og at der har været forbindelser mellem de to kulturer. Lad os se, hvor godt Chakrasystemet kan passe til brættets symboler.

Spillebrættets symboler

Det kan være svært at håndtere symboler, fordi de kan have sammenhæng med flere sider af tilværelsen. Det er ligesom en kasse med flere sider. Man skal forstå indholdet for at se, at de forskellige sider er sider af samme sag. Her skal vi på én gang forstå en konkret side af vore omgivelser og samtidig se den som et begreb.

Lad os koncentrere os om den midterste ’søjle’, som skulle handle om opstigen fra groft til finere og finere materie/vibrationsniveau, eller når vi taler om det enkelte menneskes stræben efter åndelig udvikling: efter at udvikle sig fra det dyriske plan til det guddommelige. Og taler vi om det kosmiske plan - om naturens elementer - har vi ligeledes det guddommelige i toppen og det jordiske i bunden. Lad os starte nedefra.

Elementerne har ifølge chakratroen en bestemt rækkefølge i kroppen, der følger elementerne sådan som de findes i naturen: JORDEN ligger nederst, den er tungest. Herover findes VANDET, det bevægelige element, som ikke blot ligger oven på jorden, men som også trænger ned i den (men jord falder til bunds i vand). Desuden har vand den forunderlige egenskab, at det også kan stige op i luften som dis og tåge og falde ned igen som regn. Det kan altså også blande sig med luft.

Oven over vandet kommer ILDEN og LUFTEN i denne rækkefølge. Ilden er livskraft, den får planter til at række mod himlen og også mennesker og dyr til at rejse sig fra jorden (Solen er det egentlige ildelement, hernede på jorden har vi dens gave: varme, lys og livskraft. Så ilden er egentlig, som vi skal komme ind på om lidt, at finde på forskellig måde såvel under som over luften).

Det er disse fire elementer, der er i kroppen.

Det nederste symbol på spillebrættet er det svært at sige noget fornuftigt om. Det er opdelt i fire felter, hver igen bestående af fire små felter, hvoraf de tre rummer en prik. Man kan også vælge at sige, at der er fire felter, der ikke har en prik. Fire, fire, fire...Om det er det, der fortæller at det er jordelementet, ved jeg ikke rigtig. Det er ikke så tydeligt, i hvert fald. Her må vi notere et spørgsmålstegn.

Vandsymbolet følger derefter, som det skal.

Det symbol, ser formodentlig skal være ildens, er delt i fire kvadranter ligesom jordens symbol. Hver af dem rummer et symbol, som ses i fuld størrelse i de to øverste hjørner på brættet med et vandsymbol imellem sig. Inden i noget, der med moderne øjne kunne ligne en eksplosion, ses igen vandsymbolet. Forklaringen på dette fattede jeg pludseligt, en dag jeg hørte en radioudsendelse om det gamle mesopotamien. Mesopotamerne havde den opfattelse, at når det var rigtigt varmt, svedte solen så meget, at den opsugede vandet fra jorden for at blive afkølet. Når den så var afkølet, regnede vandet ned på jorden igen. Hvis ’eksplosionen’ forestiller den strålende sol, er der således en forklaring på vandtegnet indeni.

At det er delt i fire kan måske være for at vise, at det ikke er den store sol selv, der opererer her, men kun strålerne, der når ud i alle verdenshjørner?

Over ildsymbolet følger luftens symbol, som ser ud til at være en blomst. Og selvfølgelig! Det er duft, der er kernen til forståelsen her. Duft er noget, man snuser ind. Det er luftbårent. Det er tæt på det at trække vejret, og derfor et velvalgt symbol. (Jeg har ikke hørt nogen forklare brændofre således, men det forekommer ganske logisk, at folk i gamle kulturer mente, at den dejlige duft af stegt kød var mad for guderne/ånderne. De var jo væsener, der ikke selv var materielle, men var at finde i luften.)

I halsen er der to symboler: vand og ild. Her afviger brættet fra chakratroen, som gerne vil nøjes med ét symbol på dette sted i kroppen. Man kunne forvente ét symbol for det femte element, æteren, kvintessensen hos middelalderens alkymister - det element, som de øvrige er opstået ud fra. Og her har vi kun de to elementer vand og ild. Hvordan kan det nu forstås?

Først og fremmest viser de forbindelsen mellem det jordiske og det guddommelige plan, ligesom kroppen står for de jordiske forhold i sammenligning med hovedet. Sollys og regn kan godt forstås som de dynamiske aspekter i tilførslen af energi fra oven til det jordiske. Men så må de tilsvarende symboler i brættets laveste del ses som noget andet: resultaterne. Ildens/sollysets effekt er livskraften inden i mennesket og i planterne og dyrerne (måske også egentlig ild - f.eks. i bål - og måske den varme luft, der er resultat af opvarmningen fra sollyset).

Vandet hernede i det lave er så flydende vand - og de følelser, vi har?